Senklassisk

Efter slutningen på den Peloponnesiske krig i 404 f.Kr startede en ny periode kaldet senklassisk tid. Athen tabte i denne krig mod bystaten Sparta, hvilket medførte at Athens ellers så kendte demokrati blev afskaffet. I stedet indførte Sparta i Athen et oligarkisk styre bestående af 30 tyranner. Det oligarkiske styre bestod dog kun i et års tid, hvor stridigheder blandt tyrannerne, samt indflydelse fra den demokratiske hær, ledte til at demokratiet igen blev indført. I denne periode var byens intellektuelle liv domineret af talere som Isokrates og Lysias, samt filosoffer som Platon og Aristoteles. I perioden efter krigens afslutning var tre bystater dominerende i det græske område, herunder Sparta, men dette blev der ændret på, da Kong Philip af Makedonien i 338 f.Kr slog grækerne og tvang bystaterne til at indgå i kongens forbund. Ekspansionen af det græske rige fortsatte ved kong Fillip's søn, Alexander den Store, hvis rige endte med at omfatte Ægypten og store dele af Mellemøsten. Det græske rige bestod indtil Alexanders død i 323 f.Kr., hvor riget blev splittet op i tre mindre, herunder det antigonidiske rige, der nu kendes som Grækenland.
Efter disse nederlag ændredes mentaliteten og den tidligere kollektiv fællesfølelse, hvor statens styring og individets rolle i staten var i centrum, kunne ikke længere bestå under de nye forhold. Der kom derfor mere fokus på individualiteten, hvilket blev afspejlet i kunsten. Kunstnerne skildrede ikke længere udelukkende følelsesmæssigt neutrale og evigt unge mennesker, men blev i stedet inspireret af at udtrykke forskellige følelsesmæssige tilstande, samt personer af forskellig alder. Den naturlige menneskefremstilling var stadig tilstræbt i udformningen af skulpturene herunder "wetlook" hos kvindernes klæder, udformningen af håret, samt en naturlig afspejling af bevægelse i hele kroppens muskulatur, ligesom kontrapost også ses. Den store forskel var altså i de mere følelsesladede ansigtsudtryk, der var åbne og indbydende for kommunikation. Dette var opgøret med den højklassiske "ophøjet ro".

I det følgende vil der forekomme tre skulpturanalyser:

Ovenstående skulptur er Hermes og Dionysosbarnet, og består således af Hermes, som passer på Dionysos-barnet. Det formodes at Hermes har holdt en klase vindruer, som Dionysos-barnet har rakt ud efter. Hvilket indikerer en stor mængde dynamik. Deres muskulatur er ikke ligeså eksplosiv, som i højklassisk tid, men selve skulpturen er stadig naturalistisk. Selve kommunikationen mellem Hermes og Dionysos-barnet giver skulpturen stor dynamik og en mere udadvendt kommunikation. Skulpturerne kigger ikke længere ud i intetheden. Hermes står i en omvendt S-formet kontrapost. Hvilket passer til den bevægelse, som Hermes laver. Det ses også at den ene side af torso er længere en den anden side, hvilket er et stiltræk ved kontraposten. Stoffet som Dionysos-barnet er svøbt i, er blær fra kunstnerens side. Man viser at man kan skabe dybe folder og storemængder stof.

Ovenstående er en skulptur af Afrodite, som blev lavet i år 350 fvt. Den er 2,04 meter høj og står på Vatikanmuseerne i Vatikanstaten. Det er en romersk kopi af en græsk bronzestatue, og er idag lavet af marmor. Der blev faktisk lavet to statuer af hende: en med tøj på og en uden. Heraf blev den uden tøj på købt af byen Knidos og den blev stillet op i et tempel hvor der var åbent til alle sider så man kunne se statuen fra alle vinkler. Hun var den første kvinde der var fremstillet nøgen udover kurtisanere malet på vaser. Det skal forstille at hun lige er kommet ud af badet.
Afrodite står i kontrapost, således torso bliver forkortet i den ene side. Hun dækker for sit køn, men samtidig gør det at man følger hendes hånd og kan forstille sig hvad der er, selvom hun dækker for det. Det var interessant med den nøgne kvindekrop, men man udstillede den ikke helt nøgen i den senklassiske tid og det kan man også se på statuen. Det var vigtigt med bevægelse i statuerne i den tid og det kan man igen se på figuren, da man kan se at Afrodite lige har grebet ud efter stoffet som i at der er bevægelse i statuen. Der er folder i hendes stof som viser at man stadig brugte den teknik med at forme og hakke i marmoret i stedet for at ridse i det. Det er der for at kunstneren viser hvad han har kunne.

Ovenstående er en skulptur der hedder Apollon af Belvedere. Figuren står i kontrapost, men det kan være lidt svært at se. Højre skulder og højre hofte danner dog to linjer, der skubbes mod hinanden, således at torso i højre side bliver forkortet. Derudover ses der en udvikling i teknikken, som der særligt er blevet gjort brug af; håret ligner ikke en paryk, men ligner reelt hår, som ser naturligt ud, samtidig med at man har lagt vægt på at vise, at teknikkerne er blevet udviklet. Det samme gør sig gældende for klædet. Her ses det, at der er lagt vægt på folderne, heraf både deres naturlige fald, men også at antallet af folder ser naturligt ud. En tredje ting der ser naturligt ud, er kroppen og dens muskulatur; den er ikke overdreven, men ligner at godt kunne være et almindeligt menneske.

Til sidst er der ansigtet, som udtrykker følelser. Der er heller noget "knæk" mellem øjenbryn og næse.