Hellenistisk tid

Den hellenistiske tid varede fra Alexander d. Stores død til kejser Augustus's sejr over Ægyptens dronning Kleopatra, altså fra 323-31 f.Kr. Denne periode er kendetegnet ved, at den græske kultur blev udbredt og dominerende i hele Middelhavsområdet, hvorved den blev betragtet som en verdenskultur.
I kunsten var teknikken til at udtrykke naturlige proportioner, bevægelser, samt anatomi, afgørende for den videre udvikling. Det var nu gjort muligt at fremstille hele skulpturgrupper med endnu mere komplicerede kompositioner, med flere personer, hvis proportioner og bevægelser sammenspillede med hinanden. Der var stadig fokus på individualiteten, hvilket også kom til udtryk i skulpturene. 

Kendetegnene for perioden er følgende:

• Samspil mellem de enkelte skulpturer i skulpturgruppen, samt kommunikation med omverdenen
• Svulmende muskler
• Dynamik, voldsomme bevægelser
• Forskellige aldre og livssituationer 
• Hellenistisk barok (følelsesladet gengivelse af mennesket)
• Realisme (naturligt hår, anatomi m.m.)
• Sanselige ansigtsudtryk 
• Både mænd og kvinder var nøgne
• Skulpturer af kendte (fx politikere), der oftest fremstilles med tøj

I det følgende vil forekomme tre skulpturanalyser af skulpturer fra hellenistisk tid:

Ovenstående skulptur, Laókoon-gruppen er en romersk kopi af græsk original eller romersk original, den er lavet i marmor og er fra ca. 100 år f.kr. Derudover er den 1.84 m høj, og står på Vatikanmusseerne i Vatikanstaten.

Laókoon-gruppen forestiller den trojanske spåpræst, Laókoon og hans to sønner, der bliver angrebet af to slanger fra havet, fordi Laókoon advarer trojanerne mod den trojanske hest og dermed modarbejder guderne.

Der indgår flere end en person i skulpturen og det er derfor en skulpturgruppe. Der er meget dynamik og bevægelse, og personerne i skulpturgruppen har store og markerede muskler. Personernes bevægelser forplanter sig i hele muskulaturen i kroppen, og deres individuelle bevægelser bliver koblet sammen ved hjælp af slangen. Heraf er slangen samtidig en måde, hvorpå skulpturgruppen stabiliseres.

Personerne udstråler voldsomme udtryk i form af svulmende muskler, dybe folder og forvredne ansigtstræk. For at vise menneskelige følelser blev øjnene skåret dybere, munden er åben, ansigtet er forvredet og håret er i uorden. Til sammenligning med skulpturen Amazon, vil man altså her kunne tage hovedet individuelt og se, at personen er i smerte, hvilket ikke er tilfældet med Amazon – her skal man vide, at hun står med armen over hovedet, fordi hun er i smerte. For denne skulpturgruppe forplantes smerten i både krop og ansigt.

Alle disse træk er således træk, der gør skulpturgruppen hellenistisk. Et andet tegn der viser at skulpturgruppen er hellenistisk er, at der typisk indgår voldstemaer i hellenistisk tid, hvilket man må sige, at dette er.

På skulpturgruppen ses Afrodite, det mytiske dyr Pan, og det lille Eros barn (Det hellenistiske barn).
Skulpturgruppen er 1,32 m høj og er lavet af marmor.
På billedet ses Afrodite stå i kontrapost, med det venstre ben bøjet, mens hun står på højre.
Hun dækker for sit køn med venstre hånd, mens hun med højre har løftet en sko. Pan rykker Afrodite i venstre
arm, han vil altså have fat i Afrodite. Dog driller Afrodite Pan, ved at "for sjov" slå ham med skoen, dække for sit køn og spille kostbar.
Eros driller Pan ved at rykke ham i hornene. Der er altså en vis kommunikation mellem Pan og Afrodite, hvor Afrodite bevist er ude på at drille Pan. Hvilket også ses ved
at Pan nærmest snor sig rundt om Afrodite.
Der er gjort meget ud af afrodites hår, det er flot sat op, og meget detaljeret. Hendes proportioner er også meget realistiske. Desuden så har kunsteren husket at give Afrodite
hendes anden sko på, så det ikke er en tilfældig sko, som hun har samlet op.
Pan, som fabedldyr, er en muskuløs mand, med hale, horn, og gede-ben. Ligesom Afrodites hår, er hans skæg meget detaljeret.
Det lille barn Eros, ligesom de 2 andre skulptures hår, også detaljeret hår.

Denne figur er fra år 230-220 f.kr. Den er lavet af marmor og er cirka 211cm høj. Men der er tale om at det er en græsk kopi hvor den oprindelige har været lavet at bronze. Den står på nationalmuseet i Rom på en afdeling der hedder Palazzo Altemps. Den skal forstille to mennesker hvor den ene er kone til manden som står hævet over hende. Det skal forstille at han lige har dræbt sin kone og er selv ved at begå selvmord.
Skulpturen er meget dynamisk, som også er et kendetegn for den hellenistiske tid. Folderne i tøjet er meget realistiske og selve figuren er i sig selv meget realistisk. Man kan nemt forstille sig at den blev levende og mandens handling blev fuldendt. Selve proportionerne på selve figuren er meget realistiske, dog er musklerne store, men ikke umulige. Der er en kontrast ved at der er den døde kone og den levende mand. Det at manden er ved at stikke sværdet i brystet ser ud som en voldsom, stor og dramatisk bevægelse hvilket som også er et kendetegn for den tid. Det kan være lidt svært at se, men der er følelser i ansigtet og der er en lille rynke imellem hans øjne. Ansigtet viser ikke glæde eller ligegyldighed, men smerte.

Senklassisk

Efter slutningen på den Peloponnesiske krig i 404 f.Kr startede en ny periode kaldet senklassisk tid. Athen tabte i denne krig mod bystaten Sparta, hvilket medførte at Athens ellers så kendte demokrati blev afskaffet. I stedet indførte Sparta i Athen et oligarkisk styre bestående af 30 tyranner. Det oligarkiske styre bestod dog kun i et års tid, hvor stridigheder blandt tyrannerne, samt indflydelse fra den demokratiske hær, ledte til at demokratiet igen blev indført. I denne periode var byens intellektuelle liv domineret af talere som Isokrates og Lysias, samt filosoffer som Platon og Aristoteles. I perioden efter krigens afslutning var tre bystater dominerende i det græske område, herunder Sparta, men dette blev der ændret på, da Kong Philip af Makedonien i 338 f.Kr slog grækerne og tvang bystaterne til at indgå i kongens forbund. Ekspansionen af det græske rige fortsatte ved kong Fillip's søn, Alexander den Store, hvis rige endte med at omfatte Ægypten og store dele af Mellemøsten. Det græske rige bestod indtil Alexanders død i 323 f.Kr., hvor riget blev splittet op i tre mindre, herunder det antigonidiske rige, der nu kendes som Grækenland.
Efter disse nederlag ændredes mentaliteten og den tidligere kollektiv fællesfølelse, hvor statens styring og individets rolle i staten var i centrum, kunne ikke længere bestå under de nye forhold. Der kom derfor mere fokus på individualiteten, hvilket blev afspejlet i kunsten. Kunstnerne skildrede ikke længere udelukkende følelsesmæssigt neutrale og evigt unge mennesker, men blev i stedet inspireret af at udtrykke forskellige følelsesmæssige tilstande, samt personer af forskellig alder. Den naturlige menneskefremstilling var stadig tilstræbt i udformningen af skulpturene herunder "wetlook" hos kvindernes klæder, udformningen af håret, samt en naturlig afspejling af bevægelse i hele kroppens muskulatur, ligesom kontrapost også ses. Den store forskel var altså i de mere følelsesladede ansigtsudtryk, der var åbne og indbydende for kommunikation. Dette var opgøret med den højklassiske "ophøjet ro".

I det følgende vil der forekomme tre skulpturanalyser:

Ovenstående skulptur er Hermes og Dionysosbarnet, og består således af Hermes, som passer på Dionysos-barnet. Det formodes at Hermes har holdt en klase vindruer, som Dionysos-barnet har rakt ud efter. Hvilket indikerer en stor mængde dynamik. Deres muskulatur er ikke ligeså eksplosiv, som i højklassisk tid, men selve skulpturen er stadig naturalistisk. Selve kommunikationen mellem Hermes og Dionysos-barnet giver skulpturen stor dynamik og en mere udadvendt kommunikation. Skulpturerne kigger ikke længere ud i intetheden. Hermes står i en omvendt S-formet kontrapost. Hvilket passer til den bevægelse, som Hermes laver. Det ses også at den ene side af torso er længere en den anden side, hvilket er et stiltræk ved kontraposten. Stoffet som Dionysos-barnet er svøbt i, er blær fra kunstnerens side. Man viser at man kan skabe dybe folder og storemængder stof.

Ovenstående er en skulptur af Afrodite, som blev lavet i år 350 fvt. Den er 2,04 meter høj og står på Vatikanmuseerne i Vatikanstaten. Det er en romersk kopi af en græsk bronzestatue, og er idag lavet af marmor. Der blev faktisk lavet to statuer af hende: en med tøj på og en uden. Heraf blev den uden tøj på købt af byen Knidos og den blev stillet op i et tempel hvor der var åbent til alle sider så man kunne se statuen fra alle vinkler. Hun var den første kvinde der var fremstillet nøgen udover kurtisanere malet på vaser. Det skal forstille at hun lige er kommet ud af badet.
Afrodite står i kontrapost, således torso bliver forkortet i den ene side. Hun dækker for sit køn, men samtidig gør det at man følger hendes hånd og kan forstille sig hvad der er, selvom hun dækker for det. Det var interessant med den nøgne kvindekrop, men man udstillede den ikke helt nøgen i den senklassiske tid og det kan man også se på statuen. Det var vigtigt med bevægelse i statuerne i den tid og det kan man igen se på figuren, da man kan se at Afrodite lige har grebet ud efter stoffet som i at der er bevægelse i statuen. Der er folder i hendes stof som viser at man stadig brugte den teknik med at forme og hakke i marmoret i stedet for at ridse i det. Det er der for at kunstneren viser hvad han har kunne.

Ovenstående er en skulptur der hedder Apollon af Belvedere. Figuren står i kontrapost, men det kan være lidt svært at se. Højre skulder og højre hofte danner dog to linjer, der skubbes mod hinanden, således at torso i højre side bliver forkortet. Derudover ses der en udvikling i teknikken, som der særligt er blevet gjort brug af; håret ligner ikke en paryk, men ligner reelt hår, som ser naturligt ud, samtidig med at man har lagt vægt på at vise, at teknikkerne er blevet udviklet. Det samme gør sig gældende for klædet. Her ses det, at der er lagt vægt på folderne, heraf både deres naturlige fald, men også at antallet af folder ser naturligt ud. En tredje ting der ser naturligt ud, er kroppen og dens muskulatur; den er ikke overdreven, men ligner at godt kunne være et almindeligt menneske.

Til sidst er der ansigtet, som udtrykker følelser. Der er heller noget "knæk" mellem øjenbryn og næse.

Højklassisk tid

Den højklassiske tid har fået sit navn efter, at den ligger mellem den tidlige og den sene klassiske tid. Ikke desto mindre er den højde- og kulminationsproduktet for en blomstringsperiode. Dette var en periode i årene mellem perserkrigenes slutning (479 f.Kr.) og den peloponnesiske krig (431-404 f.Kr.), og den højklassiske tid er altså i årene 450-400 f.Kr.

Inden for kunsten og arkitekturen var der Athens Akropolis, der var højdepunkterne. Dette var skabt af arkitekterne Iktínos, Kallikrátes og Mnesíkles, billedhuggeren Fidias og ikke mindst skulptøren Polyklét. Fidas lavede også skulpturer, og hans skulpturarbejde inkarnerer den højklassiske skulpturs kendetegn. Disse figurers ansigter er præget af en ophøjet ro, og skal give udtryk for det afbalancerede, smukke og gode menneske - det var nemlig idealet. Dette kaldes også lokagatia, som betyder 'smuk-og-godhed'. Skulpturernes kroppe har længe været hen mod en udvikling mod et naturalistisk udseende, hvilket blev perfektioneret i denne periode. Derudover blev dynamikken udforsket yderligere, og disse to faktorer, dynamik og naturalisme, ses også i kvindernes klædedragt; folderigdommen og foldernes dybde tager til. En særlig teknik at skildre stoffet på er ved det man kalder våddraperi; fordi klæderne klæber sig til kroppen, som var de drivvåde, kan man vise en påklædt kvinde samtidig med, at man viser kroppen frem - næsten som om hun var nøgen. Til sidste er der kendetegnet kontrapost.

Kontrapost er en positur. Den er en central markør for overgangen fra arkaisk tid til klassisk tid - herunder særligt højklassisk tid, hvor den var helt fuldendt! Udviklingen begyndte allerede i tidlig klassisk tid, men står skarpest i den højklassiske tid. Kontrapost betyder i sig selv 'modstillet', hvilket referer til standposituren. Her hviler skulpturens vægt på det ene ben, og det andet bruges som støtte. Herved skubbes hoften, hvilket medfører at standbenets side ligger højere end støttebenets. Dette resulterer i, at skulpturens torso, bliver forkortet i den ene side (standbenets) og forlænget i det modsatte side - alt dette for at holde balancen! På denne måde forekommer skulpturen naturlig og afslappet at se på.

Til en hurtig opsummering og kendetegn ved den højklassiske periode, kan man kigge efter følgende:

• Forholdsvis små munde
• Forholdsvis store øjne
• En ubrudt profil fra øjenbryn til næse
• Uopmærksomme udtryk
• Uredt hår - det er nu begyndt at blæse!
• Kontrapost
• Ophøjet ro
• Det afbalancerede, smukke og gode menneske = idealet, lokagatia ('smuk-og-godhed')
• Det naturalistiske udseende perfektioneres
• Dynamik 
• Naturalisme
• Kvindernes klædedragt; folderigdommen og foldernes dybde tager til
• Våddraperi; næsten nøgen og påklædt kvinde på én og samme tid

I det følgende ses to skulpturanalyser af figurer fra den højklassiske tid:

Den første skulptur er Spydbæreren, som er 2,12 m høj. Skulpturen er fra omkring 450-440 f.Kr. og er en kopi af græsk bronzeoriginal, idag lavet i marmor. Spydbæreren er højklassisk, da der er en række stiltræk, som er kendt herfra. Det ses, at vægten er på det forresten ben. Denne vægtfordeling gør, at hoften synes højere på det bærende ben, og torsoen i denne side bliver derved også forkortet. Figuren står derved i kontrapost, idet skulder og hofter står forskudt af hinanden og danner to modsatrettede linjer. Denne bevægelse kan også beskrives som et blødt omvendt S, og bevægelsen forplantes altså i hele kroppen - en modsætning til, hvad der kunne ses i tidlig klassisk tid, hvor skulpturens bevægelse ikke passede med hele kroppens muskulatur.
Figuren har desuden de såkaldte atlethofter og generelt markerede muskler, der med deres relativt dybe udformninger kaster skygger på figuren. Figuren er generelt realistisk, herunder kroppens proportioner, øjne der sidder ca. midt i hovedet, og benenes længde i forhold til torso. Ansigtsudtrykket opfylder også det udtryksløse, tomme blik. Øjnene er store og munden er forholdsvis lille, og ikke mindst er profilen ubrudt fra øjenbryn til næse.

Den anden skulptur er Amazone, som er et mytisk folk, og ca. fra 440-430 f.Kr. Igen er der tale om en kopi af en græsk bronzeoriginal. Denne er romersk og lavet af marmor, og står idag på Metropolitan Museum of Art i New York.
Amazone er også fra højklassisk tid, hvilket ses på de store øjne med (tunge) øjenlåg, og en mulig ubrudt profil fra øjenbryn til næse (dette kan dog være svært at se). Skulpturen er desuden i bevægelse, men står ikke i kontrapost, da linjen som hofterne danner og linjen som skuldrene danner er tilnærmelsesvis parallelle.Vægtfordelingen er dog forskudt således, at den er på det ene ben, og bevægelsen forplantes derved i hele kroppen.
Kroppens proportioner er desuden naturlige, men dog ikke særlig kvindelige; muskulaturen er markeret og mandlige ansigtstræk, herunder et kraftigt hageparti. Tøjet har mange dybe detaljer og smyger sig tæt ind til kroppen, så kroppens proportioner stadig træder tydeligt frem - det såkaldte "wetlook". Det er dog atypisk, at hun har blottet brystet, men dette skyldes at hun ikke var græker, men en barbar. Dette gjorde det derved acceptabelt at fremstille hende på en mindre respektfuld måde, end hvis det var en græker selv. Til sidst kan man sige, at der er lidt olympisk ophøjethed over hende.

Tidlig klassisk tid

Denne tid blev indvarslet af afslutningen på perserkrigene. Ca. i 480/479 f.Kr.

I overgangen fra den arkaiske tid til den tidlige klassiske tid, begyndte man at eksperimentere med skulpturerne. Dette gjorde man ved at forsøge at gøre skulpturerne mere naturalistiske.

I forhold til arakisk tid, udvikledes skulpturerne ved, at der var større dynamik og asymmetri i kropsgengivelsen. Man ændrede den måde skulpturen stod på. Dette gjorde man for at opnå en mere naturlig stilling, og den arkaiske stivhed blev afløst af en mere dynamisk positur. Posituren gennemgik således en udvikling hen mod dét vi i højklassisk tid kalder for kontrapost - en mere naturlig og afslappet positur at se på. Dette er dog ikke den eneste stilling, og man ser også tit, at skulpturerne står i frontal stilling med kroppen, mens hovedet er i profil.
Udover disse forandringer i det kropslige udtryk, sker der også en udvikling i ansigtsudtrykket; det arkaiske smil forsvinder og bliver afløst af et udtryksløst, neutralt ansigtsudtryk. Dette fortolkes som en gengivelse af den ideelle indre ro og harmoni, som den klassiske periode forsøgte at udtrykke.
Skulpturerne virker ofte inadvendte og den tidligt klassiske krops- og ansigtsgengivelse bliver også benævnt som den strenge stil; tyngde i hageparti og øjenlåg og muskulaturen i skulpturens torso afspejler ikke den bevægelse, som skulpturen prøver at udtrykke.
Til sidst er der også tit tale om noget der kaldes 'det prægnante øjeblik', hvilket er et udtryk for øjeblikket lige før eller lige efter en handling udføres/er blevet udført.

Til en kort opsummering og hurtige stikord til identifikation af tidligt klassiske skulpturer, skal man altså lede efter følgende træk:

• Større dynamik og assymmetri i kropsgengivelsen
• Naturlig stilling, dynamisk positur
• Frontal krop med hoved i profil
• Positur der ligner kontrapost, men bliver først rigtig gennemført i højklassisk tid
• En mere naturlig og afslappet positur at se på
• Det arkaiske smil forsvinder
• Udtryksløst, neutralt ansigtsudtryk
• Den strenge stil; tyngde i hageparti og øjenlåg, muskulatur i torso afspejler ikke bevægelsen
• Det prægnante øjeblik

I det følgende vil der ses to skulpturer fra forskellige vinkler, samt en analyse af disse:

http://klassisk.ribekatedralskole.dk/steder/rom/museer/massimo/diskoskastere/diskoskastere.htm 

Skulpturen ovenover er Diskokasteren, der er fra omkring 450 f.Kr. Den er ca. 1,55 m høj og en romersk kopi af en græsk bronzeoriginal af Myron, som idag er lavet af marmor. Diskokasteren står på Nationalmuseet i Palazzo Massimo i Rom.

Skulpturen er præget af ophøjet ro, selvom at den er midt i en bevægelse. Dette ses også ved, at ansigtet er indadvendt og udtryksløst.

Skulpturen er til forskel fra arkaisk tid naturalistisk og dynamisk. Kropsproportionerne er ens og den har ikke en frontalstilling. Ligeledes er der asymmetri i kropsgengivelsen. Hvilket bl.a. ses ved at skulpturen støtter sig til et ben, mens resten af vægten hviler på det andet.

Skulpturen er præget af den 'strenge stil' og figurens torso afspejler ikke dens bevægelse, men afspejler i stedet en neutral krop. Til sidst har vi dette her prægnante øjeblik, som figuren også udtrykker.

http://oldtidskundskab.wikidot.com/tidlig-klassisk-skulptur

Ovenstående er en skulptur af Zeus eller Poseidon. Ligesom diskoskasteren er skulpturen præget af ophøjet ro. Dette understøttes af det udtryksløse- og indadvendte ansigt.

Kropsstillingen er dynamisk og naturalistisk. Dette ses ved at benene står spredte, armene er placeret sådan at de gengiver en bevægelse og hovedet er drejet til bevægelsen. Dette afspejler også asymmetrien i kroppen. Skulpturen bærer desuden præg af den strenge stil. Torso afspejler en neutral krop, som ikke er midt i en bevægelse.